KVINDEPOLITISK FORUM er et netværk som består af enkeltpersoner med interesse for eller viden om kvindepolitiske emner.
I forummet er kvinder i forskellige aldre og med forskellige baggrunde fælles om at arbejde med kvindepolitiske spørgsmål.
Kvindepolitiske Forum er tænkt som et meget udadvendt forum, hvor alle kan deltage i de aktiviteter, der igangsættes ved at:
- fremkomme med ideer til aktiviteter
- indgå i en ad hoc gruppe
- deltage i de møder og aktiviteter, der i øvrigt arrangeres.
Vi vil gerne skabe en gejst og lyst til at arbejde med kvindepolitiske spørgsmål - og det skal være rart og sjovt at være sammen om aktiviteterne. Vores møder og arbejde skal være energigivende.
KvindePolitsk Forum er dermed ikke en forening med vedtægter, kontingent og generalforsamling, men et åbent netværk.
FORMÅLET MED KVINDEPOLITISK FORUM
Kvindepolitisk Forum har til formål at oplyse, formidle og videndele omkring udviklingen inden for kvinders livssituation samt at fremkomme med ideer til forskning og politisk handling.
Kvindepolitisk Forum arbejder for at fremme en udvikling i samfundet, der også tager udgangspunkt i kvinders kvalifikationer og behov med henblik på at skabe lige muligheder, lige vilkår og lige resultater kønnene imellem. Kvindepolitisk Forum sætter fokus på det mangfoldige kvindeliv gennem aktiviteter og initiativer der retter sig mod (lokal)samfundet. Vi er optaget af at se på hvilke muligheder og barrierer for kvinders ligestilling, der er betinget af faktorer så som social klasse, etnicitet, alder, handicap, seksuel orientering samt institutionelle samfundsstrukturer.