KL. 19-21 PÅ KVINDEMUSEET
Indleder: migrationsforsker Helle Stenum, Aalborg Universitet og Jakob Bang, forbundssekretær FOA
”Vi spørger altid au pairen, hvor tingene er” lød en avisoverskrift i sommeren 2009. Artiklen handlede om, hvordan en karrierekvinde får familien passet ind i sit liv. ”Au pairen har reddet vores ægteskab” lyder det ofte fra de familier, der ansætter en au pair. Er au pair-ordningen vejen til kønsligestilling på arbejdsmarkedet i Danmark? Og er au pairen ikke også selv en del af arbejdsmarkedet? I 2008 blev der givet knap 3000 opholdstilladelser til au pairs i Danmark, og ca. 2200 var fra Filippinerne. Hvem er disse kvinder, hvorfor kommer de, hvilke rettigheder har de, og hvordan oplever de og deres værtsfamilier opholdet i Danmark?
Foredraget vil på baggrund af en undersøgelse af situationen for især filippinske au pairs i Danmark bl.a. handle om disse spørgsmål.